Det startede med dagbogsnotater skrevet i frustration for at komme af med afmagten og følelsen af ikke at gøre det godt nok. Som mor. Som hustru. Som mig.

De tanker, vi har om os selv, er med til at præge os til at være den, vi er. Jeg gik virkelig og slog mig selv oveni hovedet, da drengene var små. Jeg havde en konstant tanke, der lød: “Det er ikke godt nok.”

Efter de første 2 interviews kunne jeg hurtigt høre, at de tanker jeg havde haft om mig selv, havde andre forældre også haft. Om det var en mor eller en far, så var det de samme tanker og følelser. Det gav mig inspiration og blod på tanden om at interview flere forældre og fortælle deres historier i håb om, at andre forældre som er i samme situation som os, kan få glæde af at høre, at heller ikke de er alene – men at vi er mange som deler de samme frustrationer, bekymringer og sorg  i vores liv som forældre til anderledes børn, som ikke lige passer ind i rammerne. 

I dag har jeg lært at klappe mig selv på skulderen og sige til mig selv, at det er godt nok, det jeg gør. At jeg er god nok som mor. For jeg gør mit bedste – og så kan jeg ikke gøre mere.